Politik om mobiltelefoner, tablets og smartwatches mv.

Elektroniske enheder (devices) som mobiltelefoner, tablets, smartwatches mv. kan være rigtig brugbare hjælpemidler – også i undervisningen.

Undervisning er skolens kerneydelse, men på SPS drejer det samlede skoletilbud sig i høj grad også om at danne vores elever. Vi har derfor valgt at sende et klart signal om, at et device i undervisningen skal bruges som arbejdsredskab og IKKE til underholdning.

Derfor er der device-fri zone for eleverne fra 0.-9. klasse i tidsrummet mellem kl. 08:00 til 17:00, medmindre de elektroniske enheder benyttes med tilladelse fra læreren til undervisningsbrug (fx til at hente oplysninger på internettet, ordbog, filme m.v.).

Vi ønsker, at eleverne har fokus på undervisningen, ligesom vi gerne vil skabe bedre vilkår for de sociale relationer internt i klassen, hvilket understøttes af forskningsforsøg på skoleområdet. Billede/video/lydoptagelser af andre elever/personer er som udgangspunkt ikke tilladt på matriklen, medmindre det sker ifølge aftale med en voksen fx i forbindelse med små dramatiseringer i undervisningen. Materialet skal slettes, når undervisningsforløbet er afsluttet. Hvis nogle forældre har noget imod et billede, en video eller en lydoptagelse, vil SPS som udgangspunkt fjerne det, med mindre særlige grunde taler imod.

Omtanke er endvidere altid vigtigt, når man tager billeder af elever (eller personalet) På SPS synes vi således, det er vigtigt at respektere, at ikke alle ønsker at få taget billeder, blive filmet eller optaget med lyd. Man skal derfor altid bede om lov, inden man tager billeder, filmer eller laver lydoptagelser med andre. I det omfang en forælder af forskellige årsager måtte ønske, at der ikke bliver taget billeder af pågældendes barn, vil SPS derfor også normalt være lydhøre og respektere dette.

På SPS er det ikke tilladt at filme og tage billeder af sig selv eller andre, hvis eleverne (eller skolens personale) bliver udstillet, og derfor er mobiltelefoner mm. bl.a. helt forbudte i skolens omklædningsrum.

Skolen har indkøbt mobiltelefonholdere til alle klasser. De elektroniske enheder låses således inde. De udleveres igen, når eleverne har fri, eller når det er relevant, at de flyttes til skoletasken, MEN det er elevernes eget ansvar at huske deres device.

Overholdes ovenstående ikke, bliver mobiltelefon/tablet/smartwatch mv. konfiskeret og afleveret på skolens kontor. Hvis det er bydende nødvendigt for forældrene at kontakte deres barn (i skoletiden,) gøres dette altid via skolens kontor på telefon 4352 1959.

Elever, der får inddraget deres elektroniske enheder ved uhensigtsmæssig brug, kan afhente deres device samme dag efter skoletid på kontoret uden, at forældrene behøver at ringe. Hvis det gentagne gange er et problem for enkelte elever, så vil forældrene naturligvis blive kontaktet.

Elektroniske enheder må ved særlige tilfælde medbringes på ture og hytteture/lejrskoler, men dette skal aftales med læreren. Medbringes devices, må de kun være åbne/anvendes efter lærerens anvisning.

Læs i øvrigt mere i Datatilsynets tjekliste ved skolers brug af billeder og video: https://www.datatilsynet.dk/Media/638091909929979891/Tjekliste_skoler.pdf.

Opdateret til skoleåret 2025-2026.